Nikon eller Canon

Nikon eller Canon
March 20, 2012 ITT
In foto, foto hardware, fotografering

Er du til Nikon eller Canon? Det er næsten som at spørge om du er kristen eller muslim. Begge mærker har en nærmest fanatisk tilhængerskare, der stempler alle andre mærker end deres foretrukne som værdiløse og totalt mislykkede.

Bilvask for rigtige mænd – Kamera: Canon EOS 1D Mark IV. Objektiv: Canon EF 35-350mm f/3,5-5,6. Brændvidde: 160 mm. Lukkertid: 1/400 sek. Blænde; f/8. ISO 200.

Bilvask for rigtige mænd – Kamera: Canon EOS 1D Mark IV. Objektiv: Canon EF 35-350mm f/3,5-5,6. Brændvidde: 160 mm. Lukkertid: 1/400 sek. Blænde; f/8. ISO 200.

Men ret beset er forskellen ikke så stor. Tro mig. Jeg har mange års erfaring med begge mærker, og det var et enkelt objektiv, der fik mig til i sidste ende at foretrække det en for det andet.
Jeg købte mit første Nikon kamera for mere end 40 år siden, længe inden Canon havde præsenteret deres første professionelle SLR kamera, og nåede at bruge Nikon produkter helt frem til januar 1999, hvor jeg skiftede endegyldigt til den digitale fremtid.
Men tilbage i 1992, da Canon var sponsor for Williams F1 teamet, trak den kommende formel 1 verdensmester, Nigel Mansell, mit navn. Jeg husker ikke om det var fra en krukke eller en hat, men jeg blev i alle tilfælde begavet med et Canon EOS kamera, et Canon 300 mm objektiv og forskellige andre herligheder.
Det fik mig dog ikke til umiddelbart at droppe mit elskede Nikon udstyr. Det fine Canon udstyr blev i første omgang sat ind i et skab.
Men på et tidspunkt bemærkede jeg, at Canon havde et 35-350 mm zoomobjektiv på programmet. Jeg fik lokket min daværende leverandør til at låne mig et eksemplar, som jeg tog med til et løb på Ring Knutstorp, og her fik jeg glæde af det store zoomområde, da der skete et massesammenstød lige foran mig. Normalt ville jeg kun have ”de indledende øvelser”, men her kunne jeg zoome ud og fange hele episoden.
Jeg fik lynhurtigt sparet samme til dette objektiv, og fra da af havde jeg altid et Canon kamera på den ene skulder og et Nikon på den anden – og en Nikon scanner i kufferten, men det er en anden historie.
Men da vi nåede frem til ’99, mente jeg tiden var inde til at skifte til digitale kameraer. Kodak var med helt fremme i udviklingen og tilbød to professionelle spejlreflekskameraer, det ene baseret på Canon EOS, det andet på Nikons topmodel.
En pris på over 100.000 kr. betød dog, at det kun var råd til den ene løsning, og her fik Canon’s 35-350 mm mig til at vælge dette mærke
Dette objektiv var allerede en gammel konstruktion på det tidspunkt, forældet mente mange kritikere, men mine resultater i samspil med det digitale kamera fik mine kolleger i rally VM til at spærre øjnene op og erklære, at denne zoom var det ideelle objektiv til digital fotografering, og inden året var omme havde mange af kollegerne købt et af slagsen.
Jeg mistede mit oprindelige objektiv i 2001, men erstattede det straks med et tilsvarende nyt, som jeg stadig har. Efter nogle år i skyggen af det mere moderne 100-400 mm, er jeg begyndt at bruge det igen, specielt under forhold, hvor jeg af en eller anden grund gerne vil undgå at skifte objektiv.
Selv om det ikke har nogen form for billedstabilisering leverer det knivskarpe billeder, og zoomområdet er stadig uovertruffent.
Tiden har dog sat sine spor. Zoomen kører ikke længere helt så glidende som i gamle dage, og træk-og-skub designet trækker støv og fugt ind som en anden pumpe, så det blev forleden sendt til et serviceeftersyn.
Nu er det kommet tilbage, og det er stadig præget en smule af alderen. Det viste sig nemlig, at det ikke længere er muligt at få reservedele til den gamle dame. Canon stopper med reservedelsleverancer 10 år efter et produkt er gået ud af produktion – og det er netop sket for min gamle favorit.
Ja – jeg har overvejet at skifte tilbage til Nikon, men droppede idéen igen, da jeg konstaterede, at de endnu ikke kan tilbyde et bedre alternativ. Canon har i det mindste en 28-300 mm, som jeg vil prøve i den kommende weekend.

Comments (2)

  1. Morten Dam 7 years ago

    Hvis Canons 28-300 mm zoom kan fange din opmærksomhed, hvorfor kan Nikons 28-300 mm ED VR så ikke. Især når den er til at betale.
    Begge er med f/3.5-5.6.
    Eller hvad med Nikons 80-400 ED VR f/4.5-5.6, men den er måske for langsom til kvikke biler?
    Jeg er Nikon-bruger, men melder mig ikke i den kamera-religiøse debat. Canon er utvivlsomt et stærkt alternativ, men med de brugtpriser, der kan opnås i denne digitale tidsalder, skal der – når man har samlet udstyr gennem en lang årrække – en solid kassekredit og fede jobs til at finansiere et skift fra Nikon til Canon eller omvendt.
    Men jeg finder det interessant, at netop du har været hensat i en overvejelse om at skifte tilbage, og tilsyneladende især på grund af et bestemt objektiv.
    Du er sædvanligvis god for solide argumenter, så øs af din viden og dine tanker omkring dette emne.

  2. Author
    admin 7 years ago

    Da jeg opdaterede til objektiver med billedstabilisering stod et af valgene mellem 28-300 mm og 100-400 mm og valget faldt på sidstnævnte på grund af den længere brændvidde.
    Da jeg overvejede Nikon, søgte jeg noget tilsvarende og så på deres 80-400, men alle tester nævnte en langsom fokuseringshastighed, som trak ned i regnskabet, og Nikons 200-400 mm er hundedyr og for lang i “den korte ende”, hvis du forstår hvad jeg mener.
    Nikon 28-300 mm ED VR f/4,5-5,6 er et relativt nyt objektiv, som ikke var på markedet, da jeg havde mine overvejelser.

Leave a reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*

14 − nine =